forside | hvem er vi? | medlemskab | historie | arrangementer | opskrifter | downloads | berømte steder | presse | faq | gæstebog | links

Downloads og sjov

Panik i Tyskland over budding


I efteråret 2006...oh, what the hell...læs selv hele historien om buddingen der fejlagtigt blev identificeret som kemisk affald her - altså øh...man troede at buddingen var farligt kemisk affald.

RDB besøger Karolines Køkken


De flinke damer, der arbejder på Karolines Køkken, inviterede os til at komme forbi efter en ophedet debat, der strakte sig over adskillige blogs. De lavede tre opskrifter til os og alle danske buddingelskere.

Læs om vores møde med Karoline her

Underskrifterne afleveres


I maj 2006 gennemførte RDB en underskriftindsamling for at få Arla til at genindføre budding i deres faste sortiment. Indsamlingen kulminerede med at Jan og Eric lagde vejen forbi Arlas kontor i Viby med de mange underskrifter og fik en snak med firmaet.

Læs om turen til Arla-land lige her

Opskrift på buddingis


Sommeren 2006 var meget varm, og for at læske og svale de danske buddingelskeres ganer udviklede RDB i juni en fremgangsmåde til at nyde budding i frossen form.

Læs opskriften lige her

Den Menneskelige Budding


Lægevidenskaben har nu endelig taget sig sammen og udviklet en metode til at krydse det uhellige grænseland mellem homo sapiens og den blævrende dessert, vi alle kender og elsker under navnet budding. Redskabet er et rystende pandebånd og resultatet er en symbiose mellem menneskehjernen og desserternes konge.

Læs mere her

Afsløring: Månen er lavet af budding!


Vi har allesammen hørt det helt fra barnsben: Månen er lavet af grøn ost. Men nu viser det sig, at vi alle er blevet stukket en gigantisk plade. Det tyske magasin Der Spiegel kunne i maj måned afsløre, at den gamle måne gemmer på en hemmelighed af royale dimensioner.

Læs mere her

Brydning i budding


Selvom vi i Royale Danske Buddingentusiaster hellere ser budding indenfor vesten end udenfor, er det her lille videoklip faktisk meget skægt.

Kommentaren 'Hey hey, watch the ears!" vidner om hvor smertefuldt det er, at få budding i ørerne.

Bemærk venligst: Det er ingen seksuelle undertoner i dette klip, det er udelukkende sund og kysk sportsudøvelse!

Klik her for at se klippet (2.57 MB)

RDB i CSL på ÅSR


Århus Studenterradio inviterede den 20. april de to stiftere af Royale Danske Buddingentusiaster, Eric 'The Quivering Dutchman' Ziengs og Dr. Jan 'Oetker' Christensen, til en uformel snak om budding og alt det andet der rører sig i dessertverdenen. Det blev til en særlig Budding Special af programmet Cyberspace Live.

Læs mere her, hvor du også kan høre udsendelsen i mp3-format.

Halle Berry tildelt buddingpris


Den amerikanske skuespillerinde Halle Berry blev den 16. februar 2006 kåret som årets kvinde af universitetet Harvards berømte teatergruppe Hasty Pudding Theatricals.

Kåringen har desværre intet at gøre med Berrys (ellers så berømte) forkærlighed for den søde dessert, men er derimod for noget så fjollet som en "lasting and impressive contribution to the world of entertainment."

Læs mere om kåringen på HPTs hjemmeside www.hastypudding.org

Satan i blævrende form?


17. februar 2006

Den lille italienske by Alcamo på Sicilien blev tirsdag centrum for en såkaldt djælveuddrivelse. En katolsk præst blev tilkaldt da en lokal kvinde fik mistanke om, at en budding hun netop havde kogt var blevet besat af Det Onde.

Buddingen viste alle tegn på at være besat af Satan - knurren, brølen, ækel smag og endda det berygtede '666-tegn' i skindet (Johannes Åbenbaring peger på de tre sekstaller som værende djævelens tegn).

Exorcisten Fader Giapatto udtalte efter at havde kæmpet for buddingen sjæl i 34 timer: "Det var en hård kamp og til sidst havde jeg ikke andet valg, end at fortære desserten. På trods af den fæle og ildelugtende fremtoning må jeg sige, at buddingen var særdeles velsmagende."

/ritzau/

Pressen skrev


Royale Danske Buddingentusiaster har adskillige gange gjort sig bemærket i den danske dagspresse og i andre danske medier.

Her er den vigtigste medieomtale gennem årene.

Budding og saltvand


En fantastisk ide: Budding indtaget under vandet! Denne video viser dog, at det ikke er helt så lige til.

Budding og kendte mennesker


Kendte mennesker rider også med på bølgen og spiser budding. Her er et udvalg af de allermest kendte buddingelskere i verden og små historier om hvordan de viser det til verden.

Til kendisarkivet klik her

Rystende videoer


The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der står for uddelingen af Oscar-statuetterne, overvejer at tilføje en ny genre til prisuddelingen i år. Blandingen af rystende buddinger og høj rock/metal/funk-musik er et kraftfuldt medie, der både forbløffer og forarger.

I videosektionen kan du se eksempler på den endnu unavngivne genre.

Sær buddingevideo


 

Her er en video fra et af de mere obskure områder af internettet. Videoen hedder Awful Pudding og er af den progressive og avantgardistiske filmskaber Bob Morgan.

Hvad prøver han at kommunikere? Moralsk forfald? Freudianismen genkomst? Et eklatant opgør med postmodernismens relativisme?

Læg mærke til de lyserøde søheste (blink blink!). Total tid: 2.05 min

 

Afstemning: Hvilken budding er bedst?


Et spørgsmål der har hjemsøgt buddingelskere i århundrede er, udover rigtig mange andre så som 'Skulle jeg prøve mousse næste gang?' og 'Hvad er egentlig meningen med mit liv?', naturligvis: Hvilken budding er den bedste?

Lad os få det afgjort en gang for alle. Vær med i afstemningen lige her

Gør reklame for RDB


Med enkelte klik på musen og nogle tegnestifter er det nu helt vildt nemt at gøre reklame for vores herlige forening og for desserternes konge. 

Klik her for at komme til promotionsiden, hvor du kan downloade flyere og plakater - lige til at printe og hænge op, bannere til din hjemmeside og bagrudestreamere til din Audi TT.

ValgSpecial 2005


I forbindelse med kommunalvalget i november spurgte vi en række politikere om deres forhold til budding. 

Læs deres svar lige her

Medlemsfremgang


Royale Danske Buddingentusiaster har oplevet en eksplosiv vækst i antallet af medlemmer. I foreningens første tre levemåneder er vi gået fra 2 til 39 medlemmer - en vækst på 1.950%. Hvis denne trend fortsætter vil hele Danmarks befolkning på omkring 5,4 millioner være medlemmer inden udgangen af 2006.

Farvel og tak for alt


23. oktober 2005

Nekrolog

Dr. Oetker - den dominerende producent på det danske buddingepulvermarked - har udfaset deres måske mest klassiske og elskede produkt: Familie Tre-pak. De tre smagsvarianter rom, mandel og vanille var for mange af os synonym med, ikke bare pluralistisk velsmag, men på mange måder selve begrebet budding.

Det er en række fokusgrupper, der kollektivt har ført kniven. Dorthe Heering, salgs- & marketingkoordinator i Dr. Oetker Danmark A/S, vasker sine hænder og skriver om udfasningen: "Vi har i fokusgrupper spurgt forbrugerne, og de ønskede Familie-Pakke Budding med kun en smagsvariant i hver pakning, så man nu kan vælge sin helt egen favorit."

De to varianter vanille og mandel fortsætter dermed i deres helt egne tre-pakker, mens 'den evige smag' rom helt udgår af produktionen. Sammen med de to homogene tre-pakker indfører Oetker også en chokolade to-pak for af udfylde det gigantiske kulinariske vakuum efterladt af buddingepulverets svar på en skizofren våd drøm.

Held og lykke på de evige middagsborde. 

 

Tre-pakken V/R/M har for sidste gang spredt varme og duften af kunstige aromastoffer i de danske hjem.

1980-2005 - Ryst In Peace

Vi er ikke 100% onde


Hjemmesiden www.budding.dk er blevet undersøgt med Dr. Ivan Panins ufejlbarlige Gematria-system og er blevet fundet 25% ond. Dermed skulle det være bevist, at vi ikke er 100% onde, som Søren Gericke ellers påstod i en kronik i Politiken (23. september 2005).

Få detaljerne om de 25% og undersøg andre hjemmesider eller tekststykker ved at trykke kassen her til højre.

 This site is certified 25% EVIL by the Gematriculator

Monty Python og budding


I et særdeles veloplagt afsnit af Monty Pythons Flyvende Cirkus forsøger buddinger fra det ydre rum at vinde Wimbledon. Afsnittet beretter om hvordan buddinger fra galaksen Andromeda forvandler alle englændere til skotter, bestiller 48 mio. kilte og tager til jorden for at sikre sig tennistrofæet. Læs det fulde og overordentlige underholdende manuskript her (sæson 1, episode 7).

Læs mere om buddingdesserten blancmange her

Budding og bodybuilding


fra epaper.berlingske.dk

The Munchies


19. september 2005

Selv en præsident kan få æderen på. Under topmødet i FN i denne uge skrev den amerikanske præsident George W. Bush en diskret besked til udenrigsminister Condoleezza Rice. Beskeden blev opfanget af en fotograf og billedet gik verden rundt.

"I THINK I MAY NEED A pudding, is this possible?" eller oversat: "Jeg tror jeg har brug for (en) budding, er det muligt?".

Præsident Bush er kendt for, at have indført begrebet 'preemptive pudding' for sine køkkenchefer i Det Hvide Hus i foråret 2003. Han har dermed sikret sig, at der altid er budding i køleskabet, så han kan nyde desserten endnu før trangen til den sætter ind.

/ritzau/

 

David Philips og budding


David Philips fra Californien købte i 1999 12.000 bægre chokoladebudding af mærket Healthy Choice og optjente derved 1,25 millioner airmiles i rabatkuponer - nok til fx at flyve 31 gange frem og tilbage mellem USA og Europa.

Hans historie blev en del af plottet i Paul Thomas Andersons, desværre ret middelmådige, kærlighedsfortælling Punch-Drunk Love fra 2002.

Hør et radiointerview med Philips her

Grundstof nummer 65 - Budding


Grundstoffet budding blev opdaget i 1907 af den tyske fysiker Dr. Auslitser Schönman fra RUF-instituttet.

Under Anden Verdenskrig blev det sjældne grundstof vigtig i opretholdelsen af de tyske styrkers moral, specielt ved østfronten. Buddingeminerne i Sudeterlandet og den vestlige del af Polen var så strategisk vigtige for tyskerne, at nyere historisk forskning har antydet, at budding faktisk kunne være en del af startskuddet på krigen. Dette er naturligvis et særdeles varmt og debatteret emne i akademiske kredse.

Royale Danske Buddingentusiaster - Logo


Vores logo i fire forskellige udgaver og i høj opløsning (300 dpi).

"Højreklik/Gem destination som..." for at gemme et logo på din harddisk

MSN-Messenger displaybilleder og wallpapers

Spice din MSN-messenger op og gør samtidig reklame for budding.dk eller upload et cool wallpaper til din mobiltelefon.

"Højreklik/Gem billede som..." på et ikon for at downloade det til din harddisk.

 

800*600 Download

1024*768 Download

1600*1200 Download

 

 

Wikipedia - RDB er med


Det højagtede internetleksikon Wikipedia har inkluderet Royale Danske Buddingentusiaster i deres artikel om 'budding'. Vi er meget taknemmelige og beærede over at være i denne fantastiske samling af fakta.

Læs artiklen lige her

 

Vi blev hacket


Aftenen den 19. august 2005 klokken 18.47 blev vi hacket af en aktivistgruppe, der kalder sig for Buddingeløse Beate. Gruppen gjorde reklame for jordbæris og lavede i hvert fald en nedsættende bemærkning om budding på en fake-forside til budding.dk. Den fremsatte betragtning om jordbæris kontra budding er naturligvis ikke sand - budding er ikke kedelig!

Vi erkender, at vi ikke ved særligt meget om hjemmesideopbygning og er ret jomfruelige som udgivere i cyberspace, så vi glæder os over, at vi har pisset nogen så meget af, at de gider bruge tid på at ændre i vores hjemmeside. Vores hat går af til hackeren.

Med venlig hilsen RDB

forside | hvem er vi? | medlemskab | historie | arrangementer | opskrifter | downloads | berømte steder | presse | faq | gæstebog | links

Alt materiale på siden (herunder opskrifter, billeder, dokumenter, sange, lydfiler og videofiler) samt dens undersider er copyright © RDB 2005-2009 og må kun gengives med skriftlig tilladelse fra foreningen Royale Danske Buddingentusiaster. RDB er uafhængig af økonomiske, religiøse, etniske, politiske, nationale og racemæssige interesser. *årstallet for stiftelsen af foreningen er ikke 1734.