En del mennesker lider af en konstant ubalance og svimmelhed, og vi taler ikke (denne gang) om alkoholikerne og de mennesker der bare er helt pjattet med at hænge med hovedet nedad.

Lidelsen hedder Benign Paroxysmal Positional Vertigo (eller BPPV når lægerne snakker om det over en hurtig kop kaffe) og har indtil for nyligt været svær at behandle.

Men nu er der kommet en procedure, der ikke bare kan afhjælpe problemerne og som samtidig også er særdeles interessant for buddingelskere og buddingentusiaster. Med den såkaldte Canalith Repositioning Procedure, også kaldet The Epley Manuver, kan man ryste små megairriterende krystaller i det indre øre på plads og dermed komme svimmelheden til livs.

Som man kan læse her, går indgrebet i alt sin enkelthed ud på, at man får monteret et pandebånd (overraskende nok i panden), der derefter - ved hjælp af en lille batteridrevet motor - ryster patientens hoved og dermed også de fordømte krystaller.

Der hvor det bliver interessant for buddingelskere, er at patienter, der er blevet udsat for rystelserne, alle beretter om nær-budding-oplevelser; altså at det under (og i tiden umiddelbart efter) proceduren føles som om, man er en gigantisk dirrende budding. Der sker en buddinggørelse. En dessertinkarnation.

Forskellen på Den Menneskelige Budding (under denne tekst) og en budding der dirrer i fadet (over denne tekst) er minimal.

Budding.dk har talt med en patient, der har undergået denne behandling med overvældende resultater og oplevelser til følge - vi kalder hende her for 'Lise', men hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt.

'Lise' sidder i en grøn lænestol med en kop urtete i den ene hånd og en finurligt smil på læben. På spørgsmålet om hvordan det var at være en budding, svarer 'Lise' ekstatisk: "Det var fantastisk! Det var lige som jeg havde forventet - en rar og velduftende fornemmelse"

'Lise' har i lidt over et halvt år lidt af BPPV og har forsøgt adskillige metoder til at få bugt med sygdommen. "Jeg har forsøgt alt lige fra at gøre intet, over voodoo til piller og store mængder alkohol, men det her har været den mest behagelige metode indtil nu."

Behandlingen foregik på Dr. Lothar Shwecklings klinik i Salzburg. "Jeg satte mig ned i stolen og fik påmonteret pandebåndet. Så tjekkede Hr. Lothar batterierne og bad mig forberede mit hoved på en lille rystetur. Da rystelserne begyndte, kunne jeg mærke en umiddelbar forandring i min psyke og efter bare et par minutter var jeg hensat til en introspektiv desserttilstand. Det var som om, jeg var et med alle dirrende desserter på planeten: buddinger, frugtgeléer, jello'er og ølrande. Det var en meget zen-agtig oplevelse".

'Lise' har det i dag en del bedre - hun er stadig svimmel og har ingen balance - men hun har fået en indsigt og en oplevelse, som mange buddingelskere længes efter på daglig basis.

Artiklen er blevet til i samarbejde med det månedlige lægetidsskrift Syg - og hva' så?

19. juni 2006