Budding er en af de ældste desserter i verden. Dog ikke den ældste, da man i de første 30-40 år af menneskets eksistens ikke havde brug for budding. Alle mennesker var på dette tidspunkt unge og havde nogenlunde gode tænder. 

Da de første mennesker begyndte at komme oppe i pensionsalderen (lige efter efterlønnen blev indført), blev der behov for en dessert, som krævede mindre af tænderne. Tungen skulle gøre mere af arbejdet. Dermed var der grobund for datidens iværksættere. Gennem en innovativ tankegang blev sødmælken kogt sammen med pulver. Først brugte man aske fra kremerede mennesker, men da chokoladen på samme tid var ved at bryde igennem, gik man over til at bruge chokoladepulver i stedet for kremeret-menneske-pulveret. Senere kom vaniljen så på banen.

Der blev med tiden etableret to skoler. Vanilje-skolen og chokolade-skolen. Først var sidstnævnte den dominerende. Men chokoladens popularitet var også nær ved at koste den livet. Mange mennesker spiste chokolade (ikke kun i buddingform), hvilket havde den første fedmeepidemi i menneskets historie som konsekvens. Da skønhedsidealet på den tid lignede vor tids skønhedsideal blev det en nem sag for diætist-lobbyisterne at give chokoladen et meget negativt image. Dette smittede af på chokolade-skolens image, og snart sås budding kun i den gule vaniljefarve, vi i dag kender alt for godt.

Som en anekdote skal det nævnes, at chokolade-skolens første leder, Dr. Negro Schwarz, var det første offer for en overdosis af chokoladebudding, hvilket blev brugt ihærdigt i kampen mod chokoladen af diætisterne i den tid.

Efter nogle århundreder med småkampe mellem den svækkede chokoladeskole, den meget stærke vaniljeskole og den lidt vovede Rom-skole, der blev stiftet som en radikal spin-off gruppe til vanilje-skolen, fandt de tre retninger sammen mod en fælles fjende, nemlig grøden. 

Den bestialske krig, der har været ført mellem budding og grød, kan vi ikke komme ind på her, da betingelserne, der blev vedtaget i 1734 under fredsforhandlingerne ved Utterslev Mose i Buddinge (Gladsaxe Kommune), ikke tillader det.

1734 blev dog buddingens år på mange måder. Man turde igen spise det uden at blive forfulgt; man eksperimenterede endda med nye slags buddinger og smagsvarianter. Dr. Oetkers klassiske tre-pak, vanille, chokolade og rom, er symbolet på den hellige treenighed i buddinge-miljøet - de tre første smagsvarianter. Oetker ændrede dog den tredje smagsvariant i familepakken fra chokolade til mandel (eller Arisk Mandel som det først hed) i 1930'erne. Efter krigen kunne man dog igen få chokoladebudding, nu i særskilt pakke (noget der blev meget populært i Sydafrika indtil midt-1990'erne). I dag ønsker man på ingen måde at nedgøre eller diskriminere andre smags-variationer eller andre former for fyld.

Dermed er det også tilladt at diskutere ud fra smag, men med respekt for hinandens tilbøjeligheder indenfor buddingspisning.

Buddingen har altså en farverig og lang historie og tradition. Men i de sidste 20-30 år har buddingens indflydelse været på retræte med nye trusler som mouse, yoghurt, tærte, ost og andre dessertformer. Dette kan vi som buddinge-elskere ikke tillade. Men med den sorte tid omkring grøden in mente bør vi i dag leve i fredelig sameksistens med disse nyere konkurrenter.

Denne hjemmeside skal derfor gøre det nemmere at koordinere vores bestræbelser for at få buddingen gjort til den mastodont i dessertlandskabet, som den gennem sin arv har ret til og krav på.